Kassen med bryllupsbilleder, kort og lykønskninger kom tilfældig frem fra skabet. Her fandt jeg de bordkort/risposer jeg udformede til min egen bryllupsfest. Jeg vil her videregive ideen til mit design, hvor små trekantede bordkort, samtidig er tænkt som en lille personlig rispose til hver af bryllupsgæsterne. Jeg har hverken før eller siden set bordkort og risposer kombineret på denne måde.
Hvordan: Den lille trekant er foldet ud af tykt glansfuldt papir (115 mm x 67 mm). Hullerne er lavet med en alm. hulmaskine. Teksten er printet på (A4) papiret, før tilskæring. Du kan også vælge at printe teksten på en label, som kan klæbes på, når trekanterne er foldet – det kan måske gøre processen mere enkel. Når trekanten er foldet, fyldes risene i. Åbningen tætnes med et lille stykke tyl i toppen, som du kan lade titte lidt frem som dekoration. Det hele holdes samme af en silkesnor, der er bundet i en lille sløjfe.